Esplanaden 8A
DK-1263 København K
t: 33 12 21 41
f: 33 93 02 40
lpk@lpk.dk
www.lpk.dk

Generelt om investering

Som investor gælder det om at opnå et afkast, der står mål med den risiko, du vil løbe. For at du som investor ikke løber en for stor risiko, eller må nøjes med et "for lille" afkast, er der nogle forhold, du bør tage stilling til, inden du investerer. Det gælder, uanset om du investerer på egen hånd eller overlader investeringerne til Lægernes Pensionsbank.

Løbende pleje

Det kræver tid og indsigt i de finansielle markeder at pleje sin investering. Du skal derfor allerførst gøre dig klart, hvor meget du interesserer dig for investering, og hvor meget tid du vil bruge på løbende at holde øje med dine investeringer. Hvis ikke du har tid eller lyst, bør du overveje at indgå en aftale om porteføljepleje. Dermed lader du banken investere og pleje din opsparing med udgangspunkt i dine personlige forhold.

Læs mere om Porteføljepleje her.

Formål

Da der er forskel på, hvordan handel med værdipapirer behandles skattemæssigt, fx via pensionsopsparing eller frie midler, er det vigtigt at definere et formål med sin investering. Derudover er der særlige begrænsninger for investering af opsparing under virksomhedsskatteordning, hvorfor denne type investorer skal være særlig opmærksomme og påpasselige, når der investeres. 

Investeringshorisont

Når du skal vurdere sammensætningen af din investering, bør du gøre dig klart, hvor lang tid du kan "undvære" pengene. Jo længere tid der er, til du skal bruge pengene, jo større andel af aktier kan du købe, da de kortsigtede udsving på aktier dermed ikke er så afgørende for den totale forrentning. Samtidig bør dine obligationers løbetid afpasses i forhold til din investeringshorisont.

Når tidshorisonten på en pensionsordning skal fastlægges, er det tilstrækkeligt alene at fokusere på udbetalingstidspunktet. Det gælder særligt for ratepensioner, hvor udbetalingsperioden strækker sig over minimum 10 år. For disse ordninger vil den gennemsnitlige tidshorisont være på 4 - 5 år, når udbetalingen påbegyndes. Der kan i øvrigt være andre individuelle forhold, der skal tages højde for, fx anden opsparing, friværdi i bolig og andre økonomiske forhold. 

Du bør jævnligt vurdere, om den tidshorisont, du har investeret ud fra, fortsat gælder. I takt med at du nærmer dig det tidspunkt, hvor du skal bruge pengene, bør du overveje at kontrollere sammensætningen af dine papirer. For eksempel er det ofte en god idé at skifte en del af aktierne ud med obligationer, hvis du skal bruge pengene inden for få år. 

Risikovillighed

Værdien af din investering svinger mere eller mindre, afhængigt af, hvilke værdipapirer du har investeret i. Det er vigtigt, at du gør op med dig selv, hvor store udsving du vil acceptere i løbet af din investeringshorisont. Jo større udsving du vil acceptere, jo større andel af aktier kan du købe.

Læs mere om afkastudsving her.

Investeringen i forhold til din samlede økonomi

Jo mere betydning den aktuelle investering har for din samlede økonomi, jo mere forsigtig bør du være og dermed holde dig fra at købe for mange aktier.

Risikospredning

Risikospredning er i virkeligheden blot et andet udtryk for det gamle ordsprog "Du skal ikke lægge alle dine æg i samme kurv".

Risikospredning er vigtig, når du skal vælge investeringsstrategi. En god risikospredning kan bl.a. opnås ved at investere i investeringsforeninger som Lægernes Pensionsinvestering (LPI). Her bliver dine penge automatisk spredt ud på flere forskellige aktiver, så din risiko bliver mindre. Ved at investere via en investeringsforening får du indbygget risikospredning fra første krone. Foreningen fordeler pengene på forskellige lande, brancher og selskaber. Nogle foreninger investerer i flere hundrede aktier - andre investerer mere fokuseret og har måske kun 30 - 40 selskaber i porteføljen.

Læs mere om investeringsforeninger her.

Lægernes Pensionsinvestering (LPI)

Investeringsforeningen Lægernes Pensionsinvestering har den fordel, at medlemmernes personlige opsparing investeres via de samme porteføljeforvaltere, som anvendes af pensionskassen. det giver store besparelser på afgifter og gebyrer, samtidig med at effektiviteten øges kraftigt. LPI er derfor blandt de billigste investeringsforeninger på markedet.

Investeringsforeningen Lægernes Pensionsinvestering udbyder en række obligations- og aktieforeninger.

Læs mere om Lægernes Pensionsinvestering her.

Investeringsstrategi

Med baggrund i dine overvejelser om formål, investeringshorisont og risikovillighed bør du fastlægge en investeringsstrategi, der matcher disse. Hvis de forhold, der lå til grund for dine beslutninger, ikke har ændret sig, bør du fastholde din investeringsstrategi, også i tider med mere eller mindre kortvarige kursfald.

Læs mere om fastholdelse af investeringsstrategi her.

Læs mere om bankens investeringsstrategier her.

 

 

 

Siden er senest opdateret 23. januar 2012. Ansvarlig: Lars Huusmann

Lægernes Pensionskasse / Esplanaden 8A / 1263 København K / Tel 33 12 21 41 / Fax 33 93 02 40 / lpk@lpk.dk

Lægernes Pensionsbank / Esplanaden 8A / 1263 København K / Tel 33 12 21 41 / Fax 33 93 02 40 / lpb@lpk.dk

Forside / Pension / Bank / Investering / Lejligheder / Om os / Søg / Sitemap / Nyheder / Publikationer / Ordbog / Kontakt / In English