Esplanaden 8A
DK-1263 København K
t: 33 12 21 41
f: 33 93 02 40
lpk@lpk.dk
www.lpk.dk

Nyheder

02.sep.10
Afkastsammenligninger - en svær disciplin

Berlingske Tidende bragte den 30. august en sammenligning af afkastet over forskellige perioder i en række pensionsselskaber. I sammenligningen for de seneste 10 år (2000-2009) placerer Lægernes Pensionskasse sig i midterfeltet med et årligt afkast på 4,7 pct.

Hvis man ser på en endnu længere tidshorisont, har Lægernes Pensionskasse et afkast i toppen af pensionssektoren. Siden 1991 har pensionskassen haft et årligt afkast på 8,2 pct., hvilket placerer os i top 3 blandt landets pensionsselskaber.

Sammenligning af afkast er i stigende grad blevet en svær disciplin, da pensionsselskaberne har afgivet ydelsesgarantier af forskelligt omfang. Da renteniveauet samtidig har været faldende i en meget lang årrække, kan man helt generelt sige, at jo flere garantier en pensionskasse har afgivet, jo mere forsigtig er investeringsstrategien nødt til at være. Pensionskassen er derfor nødt til at placere en stor del af formuen i såkaldte renteinstrumenter for at afdække garantierne for medlemmerne. I år med høje afkast på risikofyldte aktiver som i 2009, vil pensionsselskaber med et stort omfang af garantier - som Lægernes Pensionskasse - have svært ved at konkurrere med pensionsselskaber med mindre grad af garantier.

På baggrund af den problemstilling tilbød pensionskassen i efteråret 2009 medlemmer med høje ydelsesgarantier at skifte til en ny pensionsordning. Den nye ordning har en lavere og betinget ydelsesgaranti, men i den nye ordning er der en større investeringsmæssig frihed og en forventning om højere pension end i den gamle ordning.

Afkastet i 2009 illustrerer forskellen og problematikken omkring garantierne meget tydeligt. Pensionskassen havde i 2009 et afkast på 22,2 pct. af de rene investeringsaktiver (uden aktieafdækning) - hvilket er et ekstraordinært højt afkast - absolut såvel som i sammenligning med andre pensionsselskaber - mens det samlede pensionsafkast blev reduceret til 9,7 pct. Det lavere afkast for pensionskassen som helhed skyldes, at en stor del af formuen var placeret i renteinstrumenter med meget lavt afkast.

Denne forskel viser de meget forskellige vilkår, som pensionskassens to grupper af medlemmer får forvaltet deres pensionsopsparing under. Medlemmer på den nye ordning får et afkast over tid, som følger investeringsaktiverne. Medlemmer på den gamle ordning med højere ydelsesgarantier får et afkast, der med stor sandsynlighed aldrig vil overstige den grundlagsrente på 3, 3,5 eller 4 pct., som er indregnet i ordningerne med ydelsesgaranti, da langt hovedparten af formuen af placeret i renteinstrumenter.

Udviklingen i 2010 viser også problematikken i de garanterede ordninger. Da renterne er faldet kraftigt i løbet af året, har pensionskassen oplevet en meget kraftig formuegevinst på renteafdækningsinstrumenterne. Faktisk har pensionskassen ved udgangen af august et afkast på tæt ved 20 pct. i 2010. Hovedparten af afkastet stammer fra gevinster på renteinstrumenter. Men gevinsten af renteinstrumenterne kan man kalde en "lånt gevinst", da pensionskassen har meget begrænset mulighed for at fastlåse gevinsten. Det skyldes, at størrelsen af gevinsten modsvares af en tilsvarende stigning i pensionskassens hensættelser på de garanterede ordninger. Det betyder, at pensionskassen i princippet er låst i sin investeringsstrategi for de garanterede ordninger, og hvis renterne stiger igen, vil gevinsten være tabt. Det kan synes paradoksalt i en situation, hvor renteniveauet er historisk lavt.

Lægernes Pensionskasse / Esplanaden 8A / 1263 København K / Tel 33 12 21 41 / Fax 33 93 02 40 / lpk@lpk.dk

Lægernes Pensionsbank / Esplanaden 8A / 1263 København K / Tel 33 12 21 41 / Fax 33 93 02 40 / lpb@lpk.dk

Forside / Pension / Bank / Investering / Lejligheder / Om os / Søg / Sitemap / Nyheder / Publikationer / Ordbog / Kontakt / In English